Biografi  >  Historien om De Nattergale


Historien om De Nattergale starter egentlig en sen torsdag eftermiddag i foråret 1979. I DSB-bussen falder Carsten og Viggo i snak. De er begge på vej til Esbjerg for at deltage i Vestjysk Musikkonservatoriums hørelærekursus, da de mener at de nok kan blive bedre til at høre forskel på dur og mol. Tidligere har de set hinanden på Grindsted Gymnasium, hvor Carsten går i 3. G. og Viggo i 1. HF.

De to har i mange år spillet i forskellige , vestjyske danseorkestre – bl. a. Oakies, Sound Wavers og Taifuns – men har nu begge drømmen om at komme på konservatoriet fælles.
Snakken i bussen bliver indledningen til et samarbejde, som har varet lige siden.

Mange torsdage senere går den ihærdige Carsten til optagelsesprøve på konservatoriet. Han kaster sig ud i et nummer på mundharpe, som ingen af censorerne har en chance for at vide, hvordan egentlig skal lyde, da det er noget han selv har fundet på. Viggo får aldrig taget sig sammen til at gå til optagelsesprøve – han er for doven med noderne, og mener ikke han har en chance for at blive optaget, da han ikke spiller mundharpe.

I denne periode spiller Viggo bas i Vejen Big Band og Taifuns – sidstnævnte har dog skiftet repertoiret af dansepop ud med "bebob" og irsk folkrock, mens Carsten er guitarist og mundharpespiller i Bøvl Rock. Ud over busturene til Esbjerg mødes de jævnligt til jamsessions i forskellige kollektiver i midtvesten (læs: Grindsted og omegn). Det er den periode, hvor ethvert kollektiv, med respekt for sig selv, har et trommesæt og mindst tre forstærkere i stuen – i stedet for TV.

Da Viggo i 1980 er færdig med sit HF-studium, falder han, i Jyllandsposten, over en annonce med ordlyden: "O. M. Music søger danseorkester til restaurant på Grønland."

Viggo og Steen (som er een af de mange deltagere i førnævnte jamsessions) har ikke brug for betænkningstid, og et telefonopkald til Carsten afgør sagen:
1. August kl. 19.00 indtager de tre Restaurant Mutten i Godthåb. Den første aften er langt fra en ubetinget succes. Efter 14 dages øvning har såvel Carsten som Viggo nemlig skiftet instrument. Carsten er blevet tangentspiller og Viggo er blevet trommeslager mens Steen spiller bas. Restauratøren er ikke tilfreds, men orkestret undgår fyring ved at love at øve sig grundigt om dagen. De næste tre måneder spiller de hver aften på Mutten.

Carsten Knudsen fortæller:
"Vi spillede 5 timer på hverdagsaftener og 7 timer fredag-lørdag, og så var der bestilling på grønlænderpolka om søndagen, men vi havde da også to friaftener i de tre måneder vi var ansat".

Repetoiret bestod mest af dansepop og disco. Der findes båndoptagelser fra denne periode, men både Carsten og Viggo står fast på, at de først må udleveres efter deres eventuelle død.

Viggo erindrer fra ankomsten til Grønland:
"Vi ankom til Restaurant Mutten aftenen før vi skulle spille, og nåede derfor at høre det orkester vi skulle afløse. De var virkelig gode. De spillede alle hits'ene som de lød på plade, og jeg blev hurtigt klar over, at vores nødtørftigt sammenflikkede repetoire ikke havde de store muligheder for at blive modtaget med jubel. Det var på det tidspunkt, jeg fandt ud af, at man også kan være nervøs, når man går ind på en scene."

Carsten:
"Lidt nervøs er man vel altid, men jeg var mildest talt chokeret over, hvad vi havde rodet os ud i. Jeg var rystet".

Da Carsten og Viggo vender hjem, flytter de begge til Århus, hvor de forsøger at etablere sig i byens musikmiljø, men ikke desto mindre kommer den næste henvendelse fra hjemegnen: Viggo bliver i 1981 kontaktet af Ribe Revyen, som spørger om han vil samle et orkester til årets sommerrevy, og grønlandsorkestret samles igen. Denne sommer får såvel Carsten som Viggo en vis smag for blandingen af skuespilleri og musik.

I efteråret rejser de igen til Grønland – denne gang Sukkertoppen – med det klare formål at blive understøttelsesberettigede medlemmer af Dansk Musikerforbund. Det lykkedes, og de kan nu kalde sig professionelle musikere.
(Understøttelse = professionel)

Carsten og Viggo holder fast i jobbet ved Ribe Revyen, og da de i 1983 står og mangler en ny musiker, kontakter de Uffe Rørbæk ( – som siger "ja" efter 3 måneders betænkningstid, 2 dage før prøverne starter!) Den sommer opstår Febbes Kaffeorkester, som et middel til at få publikum til at blive efter revyforestillingen og få lidt omsætning i baren.

Febbes Kaffeorkester bliver i løbet efteråret til DE NATTERGALE, som begynder at spille på caféer og mindre spillesteder rundt omkring i hele landet, indtil de i 1989 prøver kræfter med nogle af landets store musikhuse og idrætshaller.

DE NATTERGALE havde på det tidspunkt netop udgivet albummet "Nu ka' det vist ik bli' meget bedre" (med bl.a. "Uha, Da-Da" og "Gule Ærter") og turnéen af samme navn skulle komme til at slå alle daværende rekorder: I hele 9 måneder spillede DE NATTERGALE Danmark tyndt, og det store, brede publikum havde nu for alvor fået øjnene op for dette "nye" hit i dansk showbiz.

"Nu ka' det vist ik bli' meget bedre" var DE NATTERGALEs andet album, (efterfølgeren til "Hva har vi da gjort ... siden vi ska' ha'et så godt" som udkom i 1988), og fungerede som det smukkeste visitkort til DE NATTERGALEs uudtømmelige og vidtfarende repetoire. Samtidig gav dette album DE NATTERGALE deres første rigtige hit, nemlig sangen "Uha, Da-Da". Albummet solgte i over 100.000 eksemplarer, og er til dato det mest sælgende NATTERGALE-album.

Allerede i foråret 1990 gik DE NATTERGALE atter i pladestudiet, for at indspille orkestrets 3. album, som fik den rammende titel "Det ka' jo aldrig gå værre end hiel gal" (med bl.a. "Delidedo", "Laver I så sjel æ' mad?" og "Roder lidt mæ rytmeboxen"). Pladen udkom i efteråret 1990, og endnu en gang pakkede DE NATTERGALE turnébussen og tog på en turné, hvor de, sammen med den århusianske turnéarrangør RMT Productions, havde valgt udelukkende at koncentrere sig om de store musikhuse og idrætshaller. Turnéperioden var afgrænset til 3 måneder, og med den enorme publikumsinteresse DE NATTERGALE nu var genstand for, var det logisk at koncentrere sig om de større steder for dermed at give så mange som muligt chance for at opleve trioen.

Efter denne helt fantastiske turnéoplevelse havde DE NATTERGALE hårdt brug for en pause fra landevejen og fra hinanden, og der skulle gå et næsten helt år før vi igen hørte nyt fra dem. I al hemmelighed havde de arbejdet på en julekaldender til TV2, og 1. december 1991 så Danmarks hidtil mest populære voksenjulekaldender, "The Julekaldender" med tilhørende CD "Songs from The Julekaldender", dagens lys. "Det' bar' dæjlig" og "Bob-bob" blev, og er stadig, almindelige gloser i det danske sprog, og succesen blev yderligere cementeret, da "The Julekaldender" året efter blev udsendt på video og solgte over 130.000 eksemplarer.

Som et fint efterspil til den danske succes kan det nævnes, at "The Julekaldender" i 1994 blev sendt på norsk TV2 med norske skuespillere, og endnu engang formåede DE NATTERGALEs vanvittige historie om Oluf, Gertrud og Benny samt nisserne Günther, Hansi og Fritz, at få en hel nation til at bryde sammen i latterkramper. Også i Norge blev "The Julekaldender" udgivet på video, og også her nåede salget rekordhøjder: 130.000 eksemplarer blev langet over butikkernes diske i december 1995.

Selvsagt var efterspørgslen på DE NATTERGALE enormt stor efter "The Julekaldender", men trioen valgte at holde kortene tæt til kroppen, og først over et år senere, i januar 1993, udkom DE NATTERGALEs 5. album "Vi må da håbe det bli'r bedre i morgen", indeholdende endnu et NATTERGALE-hit, nemlig "Folmers Polterabend", og som umiddelbart efter udgivelsen blev efterfulgt af den, på det tidspunkt, længste, danske turné.

"Vi må da håbe det bli'r bedre i morgen-turné '93" varede 10 måneder med i alt 108 koncerter, hvoraf de tre var henlagt til h.h.v. Luxembourg, Bruxelles og Paris. Endnu en succes var hjemme for trioen med speciale i jyske underdrivelser og vanvittig humor – og så skulle der holdes ferie!






Ferie, børn, musik, ombygninger, film- og pladeindspilninger kom til at præge DE NATTERGALEs hverdag i de næste to år, og det var ikke før i december 1995 at DE NATTERGALE igen satte sig i offentlighedens søgelys, denne gang som duo. Uffe Rørbæk så sig i foråret nødsaget til at sige farvel til DE NATTERGALE, da han havde pådraget sig den frygtede musikerarbejdsskade Tinnitus (en konstant hyletone i ørene). Dette betød selvfølgelig en stor omvæltning for Carsten Knudsen og Viggo Sommer, som dog hurtigt besluttede sig for at møde omvæltningen som en udfordring – en udfordring til kreativiteten, som meget passende slog ned her, to år efter at DE NATTERGALE afsluttede deres seneste turné, og altså på et tidspunkt, hvor lysten til at arbejde i et NATTERGALt univers igen var i hastig fremvækst.

DE NATTERGALEs 6. album hedder "Nu griber det godt nok om sig" og udkom i januar 1996. Endnu engang kaster Carsten Knudsen og Viggo Sommer sig over et hav af nye genrer og stilarter, lige fra glad pop over i jazz til disco og country, med sædvanlig, uimponeret NATTERGALE-frygtløshed.

Således udtaler Carsten Knudsen sig om sangene fra "Nu griber det godt nok om sig":
"Det er lige fra transistorpop til metalrock, med gotisk harmonisering, med masser af parallelle kvinter og countryswing, shuffle med erotisk bund, vals og free jazz, og hørespil fra både forsamlingshuset og storbyens natteliv. Det kommer frit fra leveren, af karsken bælg, tonen er fri som på P3, kort sagt er der ikke lagt filter på. Teksterne er som vanligt på dialekt, det kan betegnes som mix-jysk, sydvest-mix, mistjysk, eller ren og skær blandingsmisbrug af regionale artikulationer af medlyde, selvlyde og vel-lyde. Et fonetisk sammensurium af diftonger og dobbelte konsonenter."

Hvorimod Viggo Sommer er overraskende fåmælt i sin vurdering:
"Det er mental glidecreme for folk med hang til rod".


Som noget helt nyt hyrede DE NATTERGALE to musikere til at medvirke ved pladeindspilningerne i Feedback-studierne i Århus, nemlig Søren Dahl på keyboards og trompet samt Henning Amstrup på trommer.

Det, at have en trommeslager med på såvel plade som turné, havde længe været en drøm for DE NATTERGALE, og da Henning Amstrup i nogen tid havde spillet med i Carsten Knudsens fritidsband Count Knudsen, samtidig med at han havde stor, musikalsk erfaring fra sin tid med så vidt forskellige bands som Østjysk Musikforsyning og Trio DeJaneiro, var det ikke svært for Viggo Sommer og Carsten Knudsen at vælge Henning som DE NATTERGALEs første trommeslager.

Da DE NATTERGALE samtidig skulle ansætte en tangentspiller var valget heller ikke her svært. Søren Dahl havde længe figureret i DE NATTERGALEs bevidsthed, som en uhyre kompetent og talentfuld pianist, med det store plus at han desuden mestrer at spille trompet og kan synge – sog ikke samtidig.

(kilde: koncertprogrammet til 'Nu griber det godt nok om sig')

DE NATTERGALE - DET ER BÅR’ DÆJLIG!
Den knaldhamrende uofficielle fanside
Webmaster: Jens Nørkjær
Kontakt: nattergale@hotmail.com

Chart.dk