Biografi  >  Biografi 1993


"Vrøvl på topplan", "DE NATTERGALE er nået op i dansk sceneunderholdnings superliga", "Det var jysk når det er bedst" o.s.v., o.s.v. – dette var blot et lille udpluk af de roser pressen gav DE NATTERGALE under deres seneste turné "Det ka' jo aldrig gå værre end hiel gal" i efteråret 1990. Men hvad er baggrunden – og hvad er der sket siden? Vi løfter her sløret for en af dansk underholdnings største succeser:

Carsten Knudsen har fundet sin jyske dialekt i byen Starup (Midt-vestjylland), hvor han blev født 19. marts 1959. Carsten var i det "civile liv" beskæftiget som brandmand og pædagogmedhjælper. Har tidligere spillet i forskellige rockorkestre "du ved, hvor man skal se underlig ud og have grønt hår, men hvor man kun får 5 jobs på to år". Carsten bor i dag i Odense med kæresten og hendes søn. På scenen i DE NATTERGALEs show oplever man Carsten som "dumme-Peter" – ham som de andre skælder ud, den lidt usikre som for det meste står i midten – så ved man i det mindste, hvor man har ham!! Ser man mere objektivt på Carsten har han en blændende sans for mimik og er samtidig en hæsblæsende dygtig guitarist.

Den anden vestjyde i showet er Viggo Sommer, født lidt uden for Ansager 28. januar 1957. Viggo er uddannet automekaniker, men smed topnøglerne den dag han blev udlært. Også han har tidligere spillet op til bal, bl.a. sammen med Carsten Knudsen på Grønland. Viggo er den af de tre, som har drevet det med rockmusikken længst: Han har i sommeren '92 været ferieafløser som bassanger i Henning Stærk Band. Viggo bor nu i Århus med sin kæreste og deres fælles datter. I DE NATTERGALE-sammenhæng optræder Viggo som "daglig leder" – han er manden som med morsomme introduktioner kæder numrene sammen, han holder (mere eller mindre) styr på Carsten og klarer samtidig at spille en fantastisk bas. Viggo har hidtil ført sig frem på en Höfner-bas anno 1961, men har nu suppleret den med en brugt, men meget fin, kontrabas.


I mangel af bedre (d.v.s. en vestjyde) er Uffe Rørbæk Madsen importeret fra Jyllands østkyst, nærmere betegnet Sdr. Bjert ved Kolding, hvor han blev født 22. juni 1961. Som den eneste af de tre har Uffe længe været fuldtidsbeskæftiget i showbranchen – han var tidligere ansat som musiker og skuespiller på teatret Møllen i Haderslev. Uffe har, som Carsten og Viggo, "spillet i nogle rockorkestre, men aldrig til bal – det var kun de andre". Uffe har nu bosat sig i Århus med sin kæreste og deres søn. Uffe er den højeste af DE NATTERGALE, hvilket skamløst udnyttes når han kaster sine lange lemmer rundt f.eks. i den helt forrygende "Roder Lidt Med Rytmeboxen". Rent musikalsk er Uffe som regel travlt beskæftiget med at traktere piano og Carstens mors gamle stueorgel – og det gør han til gengæld så godt, at man skulle tro han var professionel.

I 1983 skete det så: Carsten, Viggo og Uffe blev hver for sig hyret til Ribe-revyen. Gennem dette samarbejde fandt de ud af, at de havde fælles interesser indenfor såvel musik som humor, og trioen udviklede hen ad vejen deres egen helt specielle stil med jyske underdrivelser, grotesk lune og respekfuld udnyttelse af gamle kendinge såvel som nye, selvskrevne melodier. Det startede som et show for sjov, hvor de optrådte som FEBBES KAFFEORKESTER i caféen efter revyen. Lidt efter lidt blev det til mindre jobs rundt omkring i landet, og efterhånden blev det til engagementer i f.eks. Århus Festuge ved Festugens Natcabaret, ved Team Teatret i Herning samt ved Møllen i Haderslev. Hertil kom henad vejen forskellige tv-optrædener, f.eks. i underholdningsserien Compagniet i 1985-86, i Stardust, i Melodigrandprix, i Hitlisten og ikke mindst med egne videoprogrammer.

Ensemblet havde i mellemtiden skiftet navn, hvilket skete før en optræden i Odense, hvor de tre mente, at nu måtte der findes et mere slagkraftigt navn. Før aftenens show blev tiden fordrevet på en café, hvor Viggo tilfældigvis mødte en bekendt som blev forelagt problemet – havde han mon et forslag? Det havde han da, og således blev FEBBES KAFFEORKESTER til DE NATTERGALE. Betalingen for navneidéen bestod i en øl og en Gammel Dansk!!

I 1987 udkome DE NATTERGALEs første LP "Hva' har vi da gjort siden vi ska' ha'et så godt" i relativ ubemærkethed med et samlet salg på omkring 10.000 stk., og DE NATTERGALE spillede fortsat mindre jobs på kroer og spillesteder over hele landet. Det "stille liv" fik dog en brat ende i efteråret 1988 da DE NATTERGALE udsendte trioens 2. LP "Nu ka' det vist ik' bli' meget bedre" – men det kunne det: Pladen solgte over 100.000 eksemplarer, og var ikke blot det smukkeste visitkort til DE NATTERGALEs vidtfavnende repertoire og kunnen, LP'en indeholdt også et umiskendeligt hit og giro-413-yndling: "Uha Da Da". Inden længe var vendingen Uha Da Da den mest brugte i Danmark og interessen for også at opleve DE NATTERGALE live voksede med ekspresfart. Den efterfølgende turné blev da også en dundrende succes – hele 9 måneder (efteråret 1988 til sommeren 1989) spillede DE NATTERGALE Danmark tyndt.

Herefter holdt DE NATTERGALE godt et års velfortjent pause, en pause som bl.a. blev brugt til at samle ny inspiration, men der var også plads til f.eks. at springe elastikspring fra broer i Frankrig (Carsten), til at få føromtalte søn (Uffe), samt købe ny bil og tjekke USA (Viggo). Endelig blev turnépausen brugt til at indspille DE NATTERGALEs 3. LP "Det ka' jo aldrig gå værre end hiel gal", som udkom i efteråret 1990. Endnu engang var publikumsinteressen enorm og DE NATTERGALE besluttede i samarbejde med RMT Productions at bringe showet ud i de helt store haller. DE NATTERGALE startede turnébussen 24. oktober 1990 og over 50.000 mennesker stod på nakken af hinanden for at opleve det "nye" store hit i dansk underholdning. Turnéen af samme navn som LP'en blev da også udvidet flere gange – således opnåede DE NATTERGALE f.eks at fylde Herning Kongrescenter 3 gange og Musikhuset Århus hele 6 (seks) gange. Faktisk var der på et tidspunkt tvivl om hvorvidt trioen overhovedet ville få tid til at holde juleferie, men turnéen blev, på trods af stadig efterspørgsel, "tvangs-afsluttet" i Musikhuset Århus 17. december 1990.

Endnu en pause var i høj grad nødvendig – faktisk skulle der gå næsten et år, før vi igen hørte nyt fra DE NATTERGALE, men 1. december 1991 fik vi bevis for at trioen ikke havde ligget uvirksom hen: Danmarks hidtil mest populære voksen-julekalender "The Julekalender" rullede over skærmen på TV 2 i december 1991. På nært hold kunne vi følge kartoffelavler Oluf Sand og hans kone Gertruds store bestræbelser på at bringe julehyggen ind i det lille hjem – bestræbelser, som ofte blev forstyrret af deres mystiske logerende københavneren Benny "Bob-bob". De tre nisser Gynter, Hansi og Fritz "lærte" hele landet at tale jysk-english. Alle nynnede med på "Songs From The Julekalender". Var der før nogen som ikke kendte DE NATTERGALE, sørgede de med "The Julekalender" for at ingen afkrog af Danmark gik fri – hele landet skreg af grin 24 dage i træk.

Imidlertid, misteltenen var ikke taget i ed: Flere steder i landet ytrede lærere og andre undervisere store betænkeligheder ved DE NATTERGALEs, og dermed elevernes, anvendelse af hjemmebrygget engelsk. Således udtalte en engelsklærer fra Mølleskolen i Ry til Jyllands-Posten: "Hvordan skal man lære eleverne at bøje stærke verber, når de kommer i skole med den overbevisning at verbet "at snitte" på engelsk bøjes: "he snit, he snat, he has snat?". Undervisningsministeriets fagkonsulent i engelsk bemærkede at elever helt ned i de små klasser gik rundt og talte dansk-engelsk, men mente trods alt ikke at der var udsigt til langtidsskader hos den danske ungdom.

Med fagkundskabens udtalelser in mente kunne DE NATTERGALE således trygt læne sig tilbage og holde en velfortjent juleferie. Det siger næsten sig selv at efterspørgslen på trioen var stor efter succesen med "The Julekalender", men lægger man alle 24 afsnit sammen når man rent faktisk op på 4 timers effektiv spilletid, svarende til næsten 3 spillefilm, og det er således let forståeligt, at det kan være svært at finde ny inspiration sådan lige med det samme – selv Carsten Knudsens ellers altid tætskrevne idébog var tom, og det siger ikke så lidt!!


Foråret '92 er i stedet blevet brugt på at dyrke privatlivets glæder: Viggo blev "gravid", Carsten flyttede til Odense til kæresten, Uffe så sin søn blive større og brækkede en arm derved! Sådan kan det jo gå!! Da alt dette ligesom var klaret skete der en, for publikum, glædelig ting: DE NATTERGALE besluttede at udsende "The Julekalender" på video, hvilket hurtigt viste sig at være en god idé – allerede kort tid efter at videoen var sat i salg viste det sig at "The Julekalender" skulle gå hen og blive "årets julegaveidé". DE NATTERGALE vidste naturligvis at salgstallene var fine, men forbløffelsen var alligevel stor da Michael Meyerheim i TV-programmet Meyerheim & Co. i starten af december kunne overrække de tre hver sin platinvideo for et videosalg på mere end 80.000 eksemplarer. Inden julen var overstående lå salgstallet på over 110.000, hvilket, den korte salgsperiode taget i betragtning, er rekord for en dansk video – "The Julekalender" er blevet en ægte klassiker.

Men én god idé kommer jo sjældent alene – faktisk kom der i løbet af sommeren 1992 så mange, at DE NATTERGALE gik i øvelejr (et sommerhus i yderste klitrække når Hvide Sande) og her blev grunden til endnu en Nattergale-plade lagt. I en baggård i Århus fandt DE NATTERGALE et øvelokale, affældigt men hyggeligt, og her blev idéer omsat til tekst og musik og den 9. november 1992 indtog trioen Studieværkstedet i Vejle, og tre uger senere var "Vi må da håbe det bli'r bedre i morgen" klar til presning. Endnu en gang forbløffes man over, hvor mange musikalske genrer DE NATTERGALE mestrer til fuldkommenhed samtidig med, at man klapper sig på lårene af grin over de små hints til den hverdag og de situationer, vi alle kender, men som DE NATTERGALE forstår at se igennem og omsætte til genial humor.

Alt imens DE NATTERGALE arbejdede på højtryk i studiet og videoen "The Julekalender" blev langet over butikkernes diske i ekspresfart startede også billetforsalget til DE NATTERGALEs forårsturné '93 af samme navn som albummet, og allerede få uger efter forsalgsstart viste det sig nødvendigt at arrangere ikke mindre end 30 ekstrakoncerter. Alt tyder således på at DE NATTERGALEs "Vi må da håbe det bli'r bedre i morgen-tour '93" bliver den største koncertturné, der nogensinde har kørt i Danmark med ikke mindre end foreløbigt 60 koncerter fordelt over hele landet.

Torsdag 21. januar var datoen for udgivelsen af "Vi må da håbe det bli'r bedre i morgen", men allerede dagen før indledte DE NATTERGALE en meget omfattende pressetur rundt i Danmark, startende med pressemøder i Århus og København. Aldrig har den danske presse interesseret sig så meget for DE NATTERGALE: De omtalte pressemøder var et mylder af journalister, fotografer og tv-hold, hvilket da også afspejlede sig i samtlige landets dag- og ugeblade med anmeldelser og interviews.

På selve udgivelsesdatoen torsdag 21. januar var der stor nervøsitet hos trioen. Ikke fordi de var bange for publikums modtagelse af den nye plade, men fordi trioen var blevet inviteret til at medvirke i Jarl Friis-Mikkelsens program "Talkshowet". Belært af tidligere udsendelser vidste DE NATTERGALE at man på intet tidspunkt kan vide sig sikker i Jarls selskab – hans research på sine gæster er overordentlig grundig, og han formåede da også, under udsendelsen, at overraske DE NATTERGALE op til flere gange, bl.a. ved at vise gamle videoklip og morsomme optagelser med de tre's koner. Det skulle dog vise sig at Jarl selv ikke gik ram forbi m.h.t. overraskelser, da DE NATTERGALE overrakte ham deres gave: En uskyldigt udseende pakke viste sig at indeholde en smørekande – Jarl var tydeligvis i tvivl om anvendelsen af denne. Tvivlen blev dog afløst af stor måben da det viste sig at kanden var ekstraudstyr til DE NATTERGALEs anden gave: Således fik Jarl "overrakt" en vaskeægte Massey Ferguson traktor anno 1948 med Jarls navn sprayet på motorhjelmen. Sådan sikrede DE NATTERGALE, at det lige forhold blev genoprettet. "Talkshowet" skulle samtidig blive første gang for en offentlig opførelse af hit-nummeret fra DE NATTERGALEs nye album, nemlig "Folmers Polterabend". At se trioen iført hip-hop-jakker og kasketter, rappende og "dansende" sig igennem dette nummer var ganske enkelt det hele værd – hele verden MÅ ligge åben for DE NATTERGALE inden for denne genre!!

Dagen efter optagelserne til "Talkshowet" forløb med rundtur til hovedstadens radioer, hvorefter turen gik til Færgen Sjælland, hvor holdet bag Danmarks Radios "Listen" ventede. Det, af Henriette Honoré, ellers så seriøst anlagte interview tog en brat vending og endte i Nattergalt pludder, hvor Uffe gav den som reporter og stillede temmelig specielle spørgsmål til Carsten og Viggo, f.eks. "Når vi skriver numre til vores plader, tænker vi så på, at de skal være lige lange?". Hvad svarer man til det?? På Færgen Sjælland blev "Folmers Polterabend" igen opført og optaget og såvel interview som sang kunne opleves i "Listen" mandag 25. januar – en udsendelse DE NATTERGALE desværre selv var forhindret i at se. Hvorfor? Jo, fordi deres pladeselskab Elap Music havde planlagt en meget omfattende og tidspresset lokalradiotur med afgang fra Århus mandag til torsdag kl. 06:30 – et tidspunkt som kun en meget modig mand bør forlange at DE NATTERGALE møder op på. Det hele lykkedes dog, og det var tre trætte men glade NATTERGALE, som torsdag middag vendte hjem efter veludført arbejde, for bl.a. at fejre Viggos 36 års fødselsdag.

Endelig kunne DE NATTERGALE ånde lettet op. De havde gjort alt for at følge deres nye plade på vej, og kunne nu koncentrere sig 100% om at færdiggøre deres show. Det blev til tre seje uger i øvelokalet, vel vidende at over 60.000 publikummer havde sikret sig billetter til deres koncerter, og at der dermed var meget høje forventninger til præstationerne på scenen. At forventningerne og tidspres ikke er noget problem for DE NATTERGALE, vil man som publikummer hurtigt blive overbevist om, og man må da også sige, at de har haft den bedst mulige baggrund for gennemarbejdning af showet. I hvert tilfælde har de på ingen måde behøvet bekymre sig om salgstallene for "Vi må da håbe det bli'r bedre i morgen". Efter den store pressetur drønede pladen således direkte ind på en 3. plads på DR's "Top 20" og på en 13. plads på BT's hitliste samtidig med at samtlige lokalradioer landet over også melder om topplaceringer på deres hitlister.

Endnu en succes er hjemme – DE NATTERGALE byder på nyt såvel som gammelt i den sædvanlige stil som traditionen tro ikke lader et øje tørt blandt publikum – utroligt musikalitet blandet med vestjysk humor når den er bedst. Som altid er den musiske opbakning omkring DE NATTERGALE enkel, men effektfuld – ikke noget med store anlæg og masser af teknik – DE NATTERGALE benytter sig af få og klassiske instrumenter, f.eks.: En enkelt tromme, violin, banjo, piccolofløjte, rytmebox, klaver samt naturligvis Carstens mors gamle stueorgel. Helt at kunne sige sig fri for den volumensyge, som ellers hersker i musikbranchen, kan DE NATTERGALE dog ikke: Med på turnéen er denne gang for allerførste gang Viggo Sommers nyindfødte kontrabas!

Hvad DE NATTERGALE har tænkt sig at lave i de kommende år står hen i det uvisse – i denne trio ser man maximalt ét år frem i kalenderen, men vær sikker på, at de ikke går i dvale. I trioen DE NATTERGALE kommer idéerne hen ad vejen og man kan aldrig vide sig sikker på, hvornår de pludselig står klar med et nyt projekt. Vi andre må så i mellemtiden leve med forventningens glæde.


(kilde: koncertprogrammet til 'Vi må da håbe det bli'r bedre i morgen')

DE NATTERGALE - DET ER BÅR’ DÆJLIG!
Den knaldhamrende uofficielle fanside
Webmaster: Jens Nørkjær
Kontakt: webmaster@nattergale.dk

Chart.dk