★★★★★

Æ Juletur: Det var bår’ dæjlig – igen!

- af Jens Nørkjær, 30. oktober 2015

Efter en travl tid med prøver og promovering, kunne DE NATTERGALE torsdag aften endelig byde velkommen til premieren på Æ Juletur 2015 i Horsens Ny Teater.

Med det forrige show fra to år tilbage stadigt liggende tydeligt i erindringen, var der hos den dedikerede fan ganske høje forventninger til, hvad det lille orkester denne gang havde valgt at vælge at præsentere. Kunne de gentage succesen og samtidig finde på noget nyt?

Her dagen derpå står det klart: DE NATTERGALE er og bliver DE NATTERGALE, og det er en fornøjelse at opleve, at trioen stadig formår at levere et show til topkarakter. Det musikalske samspil er lige så velsvingende, harmonierne lige så velklingende, og humoren lige så velorkestreret som den altid har været det.

Det lyser ud af de tre Nattergale, at de nyder at optræde sammen. Energien på scenen er til stede fra start til slut, ind imellem forstærket af små interne blikke og grin, men aldrig på en måde så det tager overhånd og udelader publikum. Man er ikke i tvivl om, at DE NATTERGALE gennem prøveforløbet har fokuseret på, hvilke numre de selv har haft lyst til at spille, fremfor at spekulere i, hvad publikum måtte forvente at høre. Posen er blevet rystet, og således er enkelte hits fra bagkataloget taget ud af repertoiret i Æ Juletur, men til fordel for andre dæjlige overraskelser.

Hele showets program skal ikke afsløres her, men nogle få indslag skal dog nævnes: Efter et par gode gamle sange som "En lille åndssvag melodi" og "Det går slet æt" er showet skudt godt i gang, og publikum får nu lov at synge med på den spritnye "Slap aw". Vi får siden lov at opleve en opdateret udgave af "Det er tilfældigvis no’ed jeg ved no’ed om" (eller "den brune sketch", som DE NATTERGALE selv kalder den) samt en morsom diskussion om værktøj, der minder bemærkelsesværdigt om "Gule ærter".

Anden akt af showet er dedikeret til The Julekalender, og her møder vi naturligvis nisserne Fritz, Hansi og Gynther, som på det velkendte dansk/english giver os de bedste numre fra julekalenderen. Hansi oplæser højtideligt "The Juleevangelium" og nåså'eren Benny skræmmer livet af publikum med "Knokkel Pukkel Man". Og selvfølgelig kommer vi også på besøg hjemme hos Oluf og Gertrud Sand, hvor Gertrud fortæller om, hvorfor hun ønsker sig en ny støvsuger til jul. Og nu vi er ved "the kartoffelwoman", skal vi heller ikke glemme Hansis længselsfulde ballade "Will She Mon Wait For Me", som også byder på en lille musikalsk overraskelse.

Som finale på showet skal et i øvrigt temmelig overset nummer nævnes – nemlig "The Playdose", titelmelodien fra The Julekalender, som de fleste ganske vist kender, men som aldrig rigtig har fået den anerkendelse, den fortjener. Dette fine og enkle lille tema er et umådelig smukt og velkomponeret stykke musik, og DE NATTERGALE bruger det som afslutning af showet på en måde, så man simpelthen mærker hårene rejse sig op ad armene.

Og selvfølgelig er det ikke helt slut her – efter et stående bifald får vi hele to ekstranumre at gå hjem på. Uden at afsløre for meget kan man sige, at showet slutter med en hilsen til "Peters Jul".

DE NATTERGALE er i den grad stadig i topform, og med Æ Juletur 2015 kan publikum se frem til en hylende morsom cocktail af velkendte melodier og ægte nattergalske sketches, præsenteret af tre herrer i deres bedste alder – og ej at forglemme den yndige og talentfulde trommerinde, Anne Kirstine Winkler – alt sammen dygtigt instrueret af Jacob Morrild.

DE NATTERGALE drager på turné med Æ Juletur over hele landet frem til og med den 19. december 2015.
Læs mere om turnéplan og billetsalg på denattergale.dk, eller følg DE NATTERGALE på Facebook.

DE NATTERGALE - DET ER BÅR’ DÆJLIG!
Den knaldhamrende uofficielle fanside
Webmaster: Jens Nørkjær
Kontakt: webmaster@nattergale.dk

Chart.dk