|
Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd
med læder lap for øjet og om sin sko et bånd
Det er såmænd Jens Vejmand, der i sin sure nød
med hamren må forvandle de hårde sten til brød.
Og vågner du en morgen i allerførste gry
og hører hamren klinge, på ny, på ny, på ny
Det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben
der hugger vilde gnister af morgenvåde sten.
Så jævned' han for andre den vanskelige vej
men da det led mod julen da sagde armen nej
Det var såmænd Jens Vejmands, han tabte hamren brat
de bar den over heden en kold decembernat.
Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt
Det hælder slemt til siden og malingen er slet
Det er såmænd Jens Vejmands, hans liv var fuldt a sten
men på hans grav i døden man gav ham aldrig en.
|