Jeg husker det som var det i går.
Det var en mørk og stormfuld nat, regnen piskede ned og jeg var undervejs
sydpå med en ladning skidtfisk fra Hirtshals.

Emma lå stødt på vejen.
Tanken var fyldt helt op, og alt var oky doky.
Indtil lyset pludselig fangede en lille pige, som gik ene og forladt i vejkanten.

Jeg bremsede som aldrig før,
og idet jeg steg ud faldt den lille pige livløs om.
Jeg bar den spinkle krop op i det varme førerhus, og efter nogen tid kom til sig selv.

Da vi så havde kørt lidt bad jeg hende om at tænde for radioen,
og da løb store klare tårer ned ad de blege kinder.
Først da så jeg, at hun ikke havde en eneste arm.

Med en klump i halsen hørte jeg den lille pige fortælle:
'Min mor døde da jeg blev født. To dage forinden havde min far hængt sig.
Og siden boede jeg hos min gamle bedstemor, som døde, da det lille hus brændte ned til grunden.
Og nu er jeg helt alene i den store verden.'

Da, pludselig, kom jeg i tanker om min egen gamle, ensomme bedstemor.
Og jeg kaldte op over radioen 'Big Emma kalder bedstemor, Big Emma kalder bedstemor!'
Og atter fik jeg en klump i halsen, da jeg til radioen hørte den lille pige sige:
'Vil du være min bedstemor?'

Mens tårerne pressede sig på vendte jeg min store truck
og kørte hele den lange vej tilbage til der hvor min bedstemor boede dengang.
Og det var faktisk først da vi havde kørt hele natten, solen var ved at stå op ude i øst,
først da gik det langt om længe op for mig, at der måtte være andre, som havde lyttet med over radioen.

For da så jeg 70 bedstemødre stå med hvert deres lille hus
og åbne arme, for at modtage denne lille, arme stakkel.

Det er længe siden nu,
men jeg tror aldrig jeg glemmer hvordan den lille pige med glædestrålende øjne
kyssede mig på kinden og sagde 'Tak, kære mand!'