A' har haft en barndom. Vi var 21 børn og fire bedstefoældre, der boed' i en skur.
...Ja, skur og skur - det er vel egentlig så møj sår' om den samling blikplader og forskallingsbrædder mi' far han hå'd få't flækket sammel der...
- men for os der var't en skur!
Og mi' far han sled og han slævt', og han var næsten aldrig hjemme. Og når han så end'lig var hjemme - så hå'd han hur'pine!

Ja, han hå'd arbe'd som stopklods for æ' luftgynger i en omrejsende tivoli - så han ha'd jo egentlig nok og sie til. Men a' kan æ' husk' at han nogen sinde har haft så møj som jen jeneste tand i æ' mund.

Og vi var 21 børn: David, Sakarias, Kain, Judas, Samuel, Moses, Abraham, Mathæus, Lukas ... Johannes, Paulus og Ingeborg.
...var det æ' 21?

A' kom ud og tjene da a var 4 år. Og om æ' vinter der var der ti meter sne, og det taw' 14 timer og grav' sig ud o' æ' lokum - og 14 timer og tø'n op.
- Og så var den daw jo gaw'n ... godt og vel.

Men vi nød'et. Vi nød hver jeneste daw - og det gjalt alle! Og a husker tydelig' den daw far han døde. Da taw' mor æ' klaver ned fra æ' væg, og spilled' så hurtig', at hende' røv den falt af. Den daw glemmer a aldrig!

Det' jo æ' såd'n nøj' man hør' om længere. Men jen ting a har lær' det er, at det er vigtig og ta sig sammel...